Screening for livmoderhalskræft


Alle kvinder i alderen 23 til 64 år vil i Danmark blive tilbudt screening for livmoderhalskræft.

Der findes to metoder til at blive screenet for livmoderhalskræft. Celle-baseret screening og HPV-baseret screening. Både celle-baseret og HPV-baseret screening er velafprøvede og gode metoder til at finde de kvinder, der har en risiko for at udvikle livmoderhalskræft. 

Ved begge screeningsmetoder får kvinden taget en celleprøve fra livmoderhalsen ved egen læge. Screeningsmetoden har også betydning for hvor lang tid, der går før du bliver inviteret til screening igen.

Hvem screenes hvornår?

Kvinder i aldersgruppen 23-29 år tilbydes celle-baseret screening hvert tredje år.

Kvinder i alderen 60-64 år tilbydes HPV-baseret screening hvert femte år.

Fra januar 2021 indføres HPV-baseret screening side om side med celle-baseret screening til kvinder i alderen 30-59 år. Det sker på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Kvinder i alderen 30-59-år, født på en ulige dato, vil hvert femte år blive tilbudt en HPV-baseret screening som første undersøgelse. Findes der HPV i prøven bliver prøven også undersøgt for celleforandringer.

Kvinder i aldersgruppen 30-59-år, født på en lige dato, vil ligesom tidligere blive tilbudt en cellebaseret screening. Kvinderne i alderen 30-49 år bliver inviteret hvert tredje år, mens kvinder i alderen 50-59 år bliver inviteret hvert femte år.